• Fetterlein får betinget straf for at sælge stjålne armbånd

    Source: BDK Borsnyt / 20 Nov 2024 04:44:09   America/Chicago

    Den tidligere tennisspiller og realitydeltager Frederik Fetterlein er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for hæleri. Det har Københavns Byret afgjort onsdag formiddag. Fetterlein har valgt at modtage dommen. Sagen går tilbage til 2022, hvor Fetterlein forsøgte at sælge to armbånd af mærket Shamballa, der var blevet stjålet forinden under et indbrud. De to armbånd, som Fetterlein forsøgte at sælge på Den Blå Avis, har ifølge anklageskriftet en samlet værdi af 20.500 kroner. Retten har vurderet, at Fetterlein måtte formodes at have haft viden om, at armbåndene var stjålet. Ifølge Fetterlein selv købte han begge armbånd af en anden sælger på Den Blå Avis til 5000 kroner. Der var ingen alarmklokker, der ringede, sagde han onsdag i retten. - Der var ikke noget, der indikerede, at der var tale om snyd. Hvis jeg havde haft en feeling af, at der var tale om hæleri, så havde jeg aldrig købt dem, forklarede han. Under sin forklaring blev Fetterlein bedt om at tale langsommere. Han undskyldte og sagde, at han "altid taler meget hurtigt". Den tidligere tennisspiller tog ifølge ham selv ikke kontakt til sælgeren på Den Blå Avis. I stedet fik han sendt salgsopslaget af en bekendt, hvorefter kontakten foregik telefonisk. Den forklaring kan den bekendte dog ikke genkende. Personen var indkaldt som vidne i sagen. Fetterlein forklarede videre, at han gik med armbåndene i en måneds tid, hvorefter han forsøgte at sælge dem på Den Blå Avis. Det var anklager Camilla Christiansen ikke enig i. Indbruddet, hvor armbåndene blev stjålet, fandt nemlig sted 28. januar 2022. Allerede 2. februar 2022 lagde Fetterlein en salgsannonce op på handelsplatformen. Blandt andet derfor mente retten, at Fetterleins forklaring ikke hang sammen. Den blev tilsidesat som utroværdig. Det kom samtidig frem, at salgsannoncen blev oprettet under et falsk navn - Ole Jensen. Dog var det Fetterleins egen e-mailadresse og telefonnummer, som fremgik af profilen. Han blev kontaktet af flere potentielle købere, der spurgte om købsbevis. Det kunne Fetterlein ikke fremvise, og han kom med forskellige forklaringer om hvorfor til de potentielle købere. Han skrev til en, at han havde modtaget armbåndene i gave, og til en anden skrev han, at han solgte dem for sin bror. Til sidst blev han kontaktet af en køber, som ville give 5000 kroner for armbåndene. Det gik Fetterlein med til, og de mødtes på en café i København. - Vi fik en kop kaffe, og det var egentlig meget hyggeligt, indtil den ene sagde, at armbåndene var stjålet, og at de kom fra politiet, forklarede Fetterlein i retten. Her blev han bedt om at aflevere armbåndene tilbage, hvilket han gik med til. I retten kom det frem, at familien, som fik stjålet armbåndene under indbruddet, havde set smykkerne på Den Blå Avis og meldte det til politiet. Politiet tog derefter kontakt til Fetterlein gennem en falsk profil. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/fetterlein-faar-betinget-straf-for-at-saelge-stjaalne-armbaand
Share on,